BMW K 1600 GTL runder programmet blandt tyskernes nye sekscylindrede flagskibe på to hjul.

22.08.2011 tekst: Kurt Henriksen foto: BMW og Kurt Henriksen

BMW byder på luksusbøf med fedtkant

BilenBMW’s nye hypertourer har den ekstra komfortpolstring, men er stadig spiselig som motorcykel.

Det er en delikat balance. Både når man skal vende de mange kilo i en snæver vending, men også for BMW-folkene, der skulle designe og bygge GTL-versionen af det nye flagskib K 1600.

BMW K 1600 GTL er en stor, flot og stilren cykel, harmonisk i designet og yderst komfortabel  

På den ene side står en kundegruppe, som bare ikke kan få nok af luksus og komfort. Mange af dem skal hives ned fra en Honda Gold Wing, som gennem mange år har sat luksusbarren helt op. Så højt, at japanerne i år ikke kunne finde på andet end at tilføje surroundsound som årets nyhed. Hvad ellers?
 


Masser af reel bagageplads i sidetaskerne og plads til to hjelme i topboksen, der er standard på GTL-versionen.

På den anden side står en kundegruppe, som også vil have komfortabel touring, men stadig vil mindes om, hvorfor det nu lige var, at de hoppede på den der med to hjul i sin tid. De vil have en rigtig motorcykel indenunder. Hvad ellers?! Og for at gøre balancen rigtigt svær, står mange kunder med et ben i hver lejr og forventer at få det hele.

Læs også:
Årets Motorcykel fundet efter historisk finale
Åben raket fra Bayern
BMW's lille ny er fræk og flabet

Velkørende
 
Den spagat har BMW prøvet at gå helt ned i med sin nye K 1600 GTL, og det lykkes næsten, uden at læderbukserne sprækker. Basismaskinen er den fornemme K 1600 GT, en spritny fløjtyr, der (langt om længe) har sat en sekscylindret rækkemotor i spidsen for BMW Motorrad. Hvad ellers? Man er vel en »Bimmer«.

GT-versionen er fantastisk velkørende for sin størrelse  

Det kan ikke gå galt med det udgangspunkt, for GT-versionen er fantastisk velkørende for sin størrelse. Men endnu en gang må man undre sig over, hvor langt man kan gå ind i en anden verden med få, enkle midler.


Bemærk drejehjulet med grå ribber ved venstre tommelfinger. Her styres det omfattende infosystem – men i øvrigt mangler man ikke knapper at trykke på.

Styret er trukket fem cm tilbage, sædet er seks cm lavere, og fodhvilerne sænket lidt. Resten af maskinen er helt identisk med GT-versionen, men det virker ikke sådan på de første mange kilometer i sadlen. Det gør en verden til forskel, for man sidder mere opret og langt dybere – i maskinen i stedet for ovenpå. Det gør også følingen med styringen mindre nærværende og kræver noget tilvænning.

Aircondition
 
Det her er simpelthen for meget Morfar, tænker jeg som den umiddelbare reaktion, mens jeg triller ud ad vejen, leger mig igennem udstyret og leder efter knappen til aircondition.

Det er varmt bag den store kåbe. Især når man er så ansvarlig at beskytte sin hud godt mod asfalteksem. Men jeg sætter pris på kåben næste dag, da jeg stævner mod Skagen. Det regner så kraftigt, at jeg ikke kan se vejen for vand, og jeg spekulerer på, om jeg er røget lige rigelig langt ud på Grenen.

Undervejs kan man hygge sig på businessclass  

Det kunne sagtens ske, for kilometerne flyver væk, når først man ruller på GTL. Jeg finder mig efterhånden til rette og begynder at tro på og nyde de dynamiske egenskaber, som cyklen trods alt også gemmer på.

Der er kræfter ad libitum i den enorme sekscylindrede motor på – hold nu fast – 1.649 kubik. Mere end en moderne familiebil. 160 hestekræfter og masser af moment fra 1500 omdrejninger. Derfor bruger man stort set heller ikke gearkassen ved normal afslappet touring. Den store Bimmerbamse brummer bare af sted i sjette gear gennem by, land og motorvej.

Undervejs kan man hygge sig på businessclass med f.eks. to-trins sædevarme til passageren, og femtrins varme i førerens sæde og håndtag. Det omfattende infosystem styres med et dreje/skubbehjul ved venstre tommelfinger. Det fungerer udmærket, men stadig med lidt plads til forbedring i menuerne og valgmulighederne på det store display. Her burde f.eks. være plads nok til at vise f.eks. lufttemperatur hele tiden.

Sikkerheden er i top med fornemme ABS-kombibremser og antispin med tre forskellige køreprogrammer, ikke mindst Rain, hvor motorens kraftudvikling dæmpes lidt ned. Og det virker bare – også i rum sø.

Et minus på blokken
 
Testcyklen her er dog hæmmet af et irriterende slup i kardanen/drivlinen et sted. Ikke noget, man ikke kan leve med, selvom det havde været sjovere uden. Men det er tilsyneladende et problem, som flere af de nye flagskibe døjer med.

Bortset fra dét, er der ingen minusser på blokken, hvis det er super-touring, man går efter. Grundprisen på knap 360.000 kr. er også fair og tåler slet ikke sammenligning med Gold Wing.

BMW K 1600 GTL er en stor, flot og stilren cykel, harmonisk i designet og yderst komfortabel. Personligt synes jeg dog ikke, at den ekstra komfortgevinst kan opveje den mindre kontakt med selve motorcyklen. Så jeg ville gå efter GT-modellen og i øvrigt spare 25.000 kr. Rigeligt til en topboks med ryglæn som ekstraudstyr, og så er fruen også glad.

Læs også:
Formula BMW - Godt bud på den ultimative køretur
Den legendariske Folkevogn er tilbage
Golf Cabriolet - 10 års venten er ovre

borsen statistik bnt
Type
Motorcykel
Mærke
BMW
Pris
359.900 Kr.
Model
K 1600 GTL
Årgang
2011
Se også
Ny Lamborghini: Ond som aldrig før
Den virkelig brutale Mercedes
Skarptskåret crossover fra Audi
Fakta
BMW K 1600 GTL

Motor: Seks-cylindret rækkemotor, 1649 ccm

Effekt: 160 hk v/7.750 omdr.

Drejningsmoment: 175 Nm v/5.250 omdr.

Transmission: Seks-trins manuelt gear

Egenvægt, med 90 pct. Tank: 348 kg

Sædehøjde: 75 cm

Grundpris: 359.900 kr.
Børsen Weekend
 

Find artikler:

Find artikler
 
 
 

SENESTE BIL ARTIKLER


 
 
 

Seneste