BoligMan behøver ikke nødvendigvis at skulle norden om Mølleåen for at finde et lækkert hus med strandgrund og mulighed for et ugenert livsnyderi.
Redaktionen bag Ugens Bolig har længe sukket efter at kunne pege på en værdig bolig langs Fingerplanens mest sydlige rute og nu er valget så faldet på denne villa i engelsk cottagestil, som har tilhørt en og samme familie i tre generationer.
Min farfar byggede dette hus som det første på stranden mellem Rødovre og Køge. Dengang var det engstykker med græssende kvæg
Villaen er oprindeligt opført som sommerhus af sælgers farfar i 1907, senere beboet af sælgers fars søster, erhvervet og gennemrenoveret af sælger helt tilbage i 1986 og nu sat til salg for første gang uden for familien.

Havbrisen holder altid luften frisk, men heldigvis er det let at finde læ i en af husets mange kroge.
Som det allerførste strandhus på denne kyst blev familien Hartmann (som har lagt navn til Hartmannsvej) “first movers” for en trend, der i årtierne efter tog fart for de mere velbeslåede familier på Vestegnen, som ville have adgang til vand og havgus i pauserne mellem det hårde arbejdsliv.
Læs også: Superbolig i provinsbyens smørhul
“Min farfar var leder af Hedehusteglværket, som dengang var det største teglværk i Danmark. Han ville have et sommerhus ved vandet tilbage i 1907, og jeg tror faktisk han trak en streg fra sin bolig i Hedehusene og ud til kysten og satte et kryds, da han ramte vandlinjen. Han købte så det stykke jord, som i dag udgør Hartmannsvejs otte ejendomme. Så flyttede de ud i sommerhuset til Skt. Hans og boede der indtil midten af august. Hver dag kørte min farfar så på cykel de 16 kilometer frem og tilbage til arbejdet,” fortæller barnebarnet, der nu selv er blevet farfar.

Udestuen mod vandet er skabt i engelsk conservatory-stil. Parret, der nu vil sælge boligen har opholdt sig flere år i England.
“Min farfar byggede det første hus på stranden mellem Rødovre og Køge. Dengang var det engstykker med græssende kvæg, senere blev det til sommerhusområder og nu er det så helårshuse, man møder, når man går langs stranden. Det er en dejlig strand. Men man skal næsten halvvejs til Sverige for at finde dybt vand. Jeg har gennem de 25 år løbet hver morgen – og altid sluttet af med en dukkert – både sommer og vinter. Og så har jeg sejlet meget herude i den trimaran, jeg har liggende på stranden, for vandet hernede er perfekt til windsurfing, paragliding og al sejlsport.”

Sælger kalder sig selv pejse-narkoman. Som uddannet murer har han i sit arbejdsliv skabt et utal af gedigne, åbne pejse.Præcis som denne.
For de lokale strandgæster blev villaen kendt som “det mærkelige hus ned ved vandet med de underlige lyde”. Årsagen var, at sælgers onkel som var tysk musikprofessor udviklede den nu verdenskendte Stau-princip til at reparere rustne operastemmer.
“Når han sad ved flyglet, mens operasangerne var under behandling og dørene stod åbent ned mod vandet, så hørte man de mærkeligste brøle-lyde og dybe støn nede på stranden. Alle de store verdensstjerner har været her for at lære opera-teknikken. Blandt andre de svenske verdensstemmer Jussi Björling og Frans Andersson.”
Sælger har igennem en levealder måtte knibe sig i armen hver morgen, når solopgangen bryder igennem træerne
Ud over strandens tiltrækningskraft er den lokale Trylleskoven lige syd for villaen også eventyrlig. Og det i en grad, der får unger i skolealderen til at valfarte til området for at lade fantasien tage dem på en rejse i et unikt Harry Pottersk univers mellem de krogede trækroner.

Strandengen ligger lige uden for havelågen.
Og en gåtur langs stranden mod Nord forbi Mosede Fort ender gerne på den lille private Mosede havn, hvor de gamle fiskere sælger deres fangster direkte fra jollerne og ordner verdenssituationen over et par høkerbajere, som altid drikkes af flasken. Her er både sejlklub, roklub, dykkerklub og en lille isbod.
Ingen dage er ens ved vandet
Sælger har sammen med konen igennem en levealder måtte knibe sig i armen hver morgen, når solopgangen bryder igennem træerne og lyser den 1440 m2 store grund op i fantastiske nuancer.
Læs også: Nordkystens mest romantiske villa

Huset set fra den store, rolige og ugenerte baghave.
“Her er utroligt stille, og vi hører ikke motorveje eller anden trafik. Huset ligger midt på grunden og har terrasse til begge sider, så man altid kan finde læ fra østenvinden og havgusen og samtidigt sidde i solen. Der er ikke to dage, der er ens, når man bor ved havet. Lyset, bølgerne, solen, vinden – alle faktorerne gør, at vi altid har noget nyt at se på. Og samtidigt var vi kun 20 minutters kørsel til lufthavnen, 25 minutter til Rådhuspladsen, 50 minutter til Storebælt og 5 kvarter til Rødby. Det er et godt modsvar til liebhaverkvarterene nord for København med alle deres trafikfælder, synes jeg.”

Den vestvendte havestue mod baghaven er skabt i genbrugstræ- og ruder fra midten af 1800-tallet. Altså den slags gedigent håndværk man ikke længere kan købe sig til.
Men hvorfor så flytte, spørger Ugens bolig.
“Vi er netop begyndt at få folkepension, og det har altså en psykologisk effekt, når den check kommer ind af døren. Vi vil finde et nyt sted, hvor vi kan nå at slå rødder, mens vi stadig er rørige og raske. Det vil jo være lige smertefuldt at tage skridtet væk fra denne perle nu eller om fem eller ti år. Vi vil tættere på vore børn og børnebørn – som bor i Hellerup. Vi vil nu bo i et bymiljø, men stadig kunne lugte havet. Og kunne cykle ind til kulturen i centrum af København,” slutter sælger.
Læs også: Når en finansmand forvandler et dødsbo










