DesignStjernearkitekten Piero Lissoni er inspireret af sin bedstemor, af milanesisk fodbold og de store danske og skandinaviske arkitekter, som gjorde minimalisme til en del af hverdagen. »Vi lever i en larmende tid, men jeg vil hellere være underspillet,« fortæller han.

Piero Lissoni er mange år efter sit første besøg i København selv blevet en stjerne som arkitekt og designer 

Som ung boede Piero Lissoni en periode hos en familie lidt uden for København. Opholdet gjorde stort indtryk på den arkitektstuderende italiener.

»Familien var ikke velhavende. Der var et ganske almindeligt hjem, men de havde fire Arne Jacobsen-stole. De stod helt naturligt i stuen og var en del af hverdagen. De blev ikke udstillet. Det var fire stole, og man sad på dem. Men det var fire Arne Jacobsen-stole,« forklarer Piero Lissoni, der stadig er dybt fascineret af skandinavisk design.

Stilrent og enkelt. Piero Lissoni har trods sin italienske baggrund altid vægtet det skandinaviske design højt, som f.eks. i sit garderobedesign for Boffi

»Jeg bor i et hus i Milano fyldt med danske og skandinaviske møbler fra 1950’erne, 60’erne og lidt fra 70’erne. Hans Wegner-stole, Poul Kjærholm-møbler, Arne Jacobsen. Alt er originaler. Kan jeg finde en Ægget-stol i naturligt læder, der efter 30 år ligner chokolade, er det som at finde en guldskat. Det er virkelig min passion.«

Piero Lissoni er mange år efter sit første besøg i København selv en stjerne som arkitekt og designer. Han er prisbelønnet for glas og køkkener, hans designfirma i Milano laver alt fra grafik til sejlbåde og har sat markante aftryk på designhoteller som Mamilla Hotel i Jerusalem og Mitsui Garden Hotel i Tokyo. Hans stil er minimalistisk og rolig, og når han laver hoteller, forsøger han at få den lokale identitet til at være en del af bygningen og indretningen.

Læs også:
Posterboy for byggeboomets mest hypede hus
Arkitektonisk kaptajn med drama i lasten
Business-by til over 18 milliarder kroner

»Byer er forskellige, og jeg nægter at lave det samme hotel i Jerusalem som i Venedig. Jeg ser først på lyset. Det er den samme sol overalt i verden, men lyset falder forskelligt. Det næste er den lokale kultur. Jeg leder efter traditioner og håndarbejde. Da jeg arbejdede med Bentley Design Hotel i Istanbul, kom inspirationen fra nogle teglas, man ikke bruger andre steder. I Jerusalem handlede det ikke om religion, men om indgraverede og hånddekorerede krukker og skåle,« forklarer arkitekten.

»Tendensen med ensartede kædehoteller er en provokation mod folk, som skal bo der. Man skal kunne mærke byernes ånd. Derfor kan jeg godt lide at bo på bed & breakfast, når jeg rejser. Desværre ligner alt for mange hoteller efterhånden lufthavnslounger.«

Da Piero Lissoni for nylig var tilbage i København, boede han på Hotel Skt. Petri. Om morgenen spadserede han gennem byen, der var pakket ind i tåge og forsøgte at indånde den arkitektur, han elsker.

Han købte også en italiensk avis, og da han senere sidder ved et bord i køkkenfirmaet Boffis showroom i Bredgade, skal han lige læse en nyhed om fodboldholdet AC Milan, inden han kan tale design.

Han er måske nok skandinav på ydersiden, men i hjertet er han en italiensk mand  

»Jeg har designet mange forskellige ting, men jeg ville ikke kunne lave et fodboldstadion,« siger han med et smil, da snakken falder på Milanos gamle, gotiske San Siro.

»Det er et perfekt stadion. Det er stort, men man er tæt på spillerne. Jeg elsker det.«

Piero Lissoni har lavet køkkener for Boffi siden 1985. Det er eksklusive elementer med rene flader og skarpe møder mellem træ og stål. Det er køkkener, der er beregnet til at være en del af større rum, for det, vi kender som »samtalekøkkenet«, er for Piero Lissoni bare den naturlige opskrift på køkkenindretning.

»I italiensk kultur er køkkenet et sted, hvor livet et koncentreret. Familiens diskussioner og vigtige beslutninger tages i køkkenet. Desværre blev køkkenet i 1970’erne et sted, hvor man bare laver mad. Frygtelig spaghetti og dårligt kød og lidt salat. Vi er heldigvis vendt tilbage – tilbage til fremtiden med køkkenet i centrum.«

Man skal ikke lede længe efter Piero Lissonis forbilleder på køkkenfronten. Han er måske nok skandinav på ydersiden, men i hjertet er han en italiensk mand.

»Jeg voksede op uden for Milano, og min bedstemors køkken samlede familien. Det var et stort rum, der fyldt en hel etage i huset. Det var et gammelt trækøkken, men der var også et langt bord i stål, som på en restaurant. Madlavning var min bedstemors, min mors og min egen store interesse. Jeg husker, der var en pejs i køkkenet og et smukt gammelt skab med alt køkkentøjet. Jeg forsøger at genskabe den stemning med en moderne feeling.«

Så din personlige historie er en del af dit design?

»Det kan man ikke undgå. Om det er et ur, et hus eller et køkken, er min historie altid med. Jeg påtager mig ikke en opgave, hvis jeg ikke kan mærke mig selv i produktet eller idéen.«

Dit design er minimalistisk, og dit udtryk er roligt. Hvorfor er det sådan?

»Jeg kan lide at være stille. Vi lever i en larmende tid. Telefonen ringer hele tiden, vi bliver ofte forstyrret. Det er ikke musik, der generer, det er informationer. Bygninger, der larmer visuelt. Jeg vil hellere være underspillet.«

Hvad er du mest? Arkitekt eller designer?

»Arkitekt! 100 pct. Heldigvis. Det er tosset kun at være designer. Jacobsen, Wegner, Alvaa Alto var arkitekter og åbne for at prøve alt. De lavede lamper, vaser, stole, bygninger. Sådan skal det være.«

Piero Lissoni understeger flere gange, at når han siger »jeg«, så mener han »vi«. Hans designfirma beskæftiger i dag 75 personer, og tegnestuen i Milano er indrettet, så den mere ligner en lejlighed end et kontor.

»Vi har ingen faste arbejdstider – bortset fra i økonomiafdelingen, som vi har gemt væk på en etage for sig selv,« griner Piero Lissoni.

Piero Lissonis designfirma beskæftiger i dag 75 personer 

»Folk arbejder, når det passer dem, og det fungerer rigtig godt. Vi har to biblioteker, men de er uden fagbøger. Det er litteratur og kunst, som er inspirerende. Og ja, det er mit navn, der står på produkterne, men alt er teamwork. Jeg er ikke et skørt geni, der vågner om morgenen og råber: »Stole – i dag skal vi lave stole!« Design er et spørgsmål om diskussion og kompromiser.«

Hvad angår placeringen i Milano, har han aldrig haft behov for at flytte. Byen er fortsat centrum for design og særligt møbelhåndværk.

»Historisk er Milano en region, hvor alt er muligt. Skal man bruge noget lavpraktisk håndarbejde, er der nogen, der kan lave det. Har man brug for at skære plastik med en præcisionslaser, er der andre, der kan det,« siger han og ryster på hovedet.

»Det er noget, jeg ikke forstår. I dag kan man studere design på universiteter. Hvor dumt er det? Det er som at studere nordatlantiske fisk i Sahara. Man kan læse en masse bøger, men man lærer ikke noget. Man får ingen erfaring. Jeg besøgte engang fabrikken, der laver Hans Wegners møbler, og så, hvordan snedkerne skar træet ud, lagde det i vand, rensede det nænsomt og fik en helt særlig blødhed frem. Det er viden og erfaring og traditioner. Det kan man kun lære i virkeligheden, og sådan fungerer møbelindustrien i Milano.«

Læs også:
Saudisk milliardær vil bygge verdens højeste tårn
Henning Larsen-arkitekterne skovler priser ind
Vinder strandby ved Kronborg foran giganter