Det er ikke mange gange det sidste årtusinde, at (fredelige) danske lystsejlere har begivet sig på togt til de skotske kyster. Pleasure var med.

16.08.2011 tekst: Karen Fredslund Ellegaard

Dansk flotille mod Skotlands kyster

FriNæsten 40 danske både sejlede til Skotland i en flotille, som vakte opsigt på hele sejlturen gennem Caledonian Canal – lige fra starten i øst ved Inverness og mod vest ved Fort William og Oban Marina

Skotlands bjerge er intenst grønne fra sejlbådens dæk. Så grønne, at farverne virkelig føles godt for øjne og sjæl. Til gengæld er solskindage fra morgen til aften sjældne. Regnen er en daglig gæst.

Humøret er højt, for turen er en af de helt sjældne 

Skyerne lægger sig som et tungt uigennemsigtigt tågelag på bjergene og gemmer den øverste del af toppene. Og så slippes regnen løs. En time efter maser solen sig igen frem. Måske ser vi en lille smule blå himmel. Men så gentages proceduren med regn – igen og igen.


Den idylliske lille by Tobermory på øen Mull har yndige huse i stærke farver.

Sådan er de fleste af dagene her. Men pyt! Når sejlbåden glider gennem vandet, og vinden er til at sætte sejl, gør det ingenting. Over den lange og smalle Loch Ness sø med de skønne, grønne og runde bjerge på begge sider af søen, og uhyret inde på bredden – malet i en frisk lilla farve, så er der lys forude. Humøret er højt, for turen er en af de helt sjældne.

Læs også:
Bygerne på golfbanen kan bare komme an!
Golf-tips fra cheftræneren
Danmarks første yachtgarage

Dansk flotille

Vi er ikke alene. Vi er én af omkring 40 danske sejlbåde med i alt omkring 150 sejlere, som følges ad. Vi er med på en tur arrangeret af FTLF – Foreningen til langtursejladsens fremme. Eller som vi kaldes her i Skotland: Danish Ocean Cruising Association.

Den store gruppe af sejlbåde har vakt mere end opsigt. De lokale og umådeligt venlige skotter kommer og tager billeder af bådene, som fuldstændig har sprængt statistikken for årlige danske anduvninger i Inverness. Aldrig har skotterne oplevet så stor et samlet gæstebesøg fra Danmark.

Vi er én af omkring 40 danske sejlbåde med i alt omkring 150 sejlere, som følges ad 

Der skrives artikler i lokalaviserne om den danske flotille, som i slutningen af juni stævnede ud fra Thyborøn for at sejle over Nordsøens oprørte vande til Inverness i Skotland. Inverness er byen, som ligger i det skotske højland på østsiden og længst inde i »fjorden«. Her bliver bådene gelejdet igennem den første sluse og skal ikke mere skal tage hensyn til et stærkt tidevand.


»For Marianne og mig har det været en slags genfødsel at sejle sammen. Vi har forskellige interesser, men i sejlerlivet har vi fået noget nyt til fælles,« siger Denis Terrida, der kun har sejlet i få år, og derfor naturligt er stolt over at have klaret turen fra Thyborøn til Skotland.

Turen var planlagt, så bådene skulle sejle fra Inverness gennem den knap 100 kilometer lange Caledonian Canal med i alt 29 sluser og ud i tidevandet til byerne Fort William og marinaen på øen Kerrera lige overfor byen Oban. Her sluttede det samlede arrangement, og sejladsen var fri.

Nogle valgte at sejle tilbage gennem Caledonian Canal. Andre sejler nordover og udforsker vandene ved de Ydre Hebrider og Orkneyøerne. Endelig har nogle valgt at sejle syd om England: Lige nu er endnu kun ganske få både vendt tilbage i Danmark.

Rådhus-reception

Jimmy Gray, som er provost (skotsk betegnelse for borgmester) var iført sin tunge borgmesterkæde i guld, da han modtog sejlerne på rådhuset i Inverness og bød på pindemadder. Senere var alle danske sejlere budt på barbecue, whiskysmagning og sækkepibemusik.

De deltagene både kommer fra hele Danmark, og det er sjældent, at sejlere har lejlighed til at lære hinanden at kende så godt som her på turen. Ved samlingen i Thyborøn kendte nogle få hinanden. På næste stop i Inverness var man allerede fortrolig med flere bådnavne og nikkede og hilste på alle. Efterhånden lærte vi mange at kende og kom til at føle os som en stor familie.

Når man er ude på det store hav, er man virkelig alene. Det giver adrenalin i kroppen 

Et af de nye bekendtskaber er Denis Terrida, der sidder på sin Nordship 43 DS båd »Martina« i Oban Marina. Det er sen eftermiddag i et sjældent solskinsvejr, hvor han nyder sejlturen og er vældig tilfreds med livet. Han har nemlig overvundet en hurdle i sit forholdsvis korte sejlerliv.

Sejlturen over Nordsøen var noget af en prøvelse for de fire om bord med Denis’ kone Marianne og gasterne Lis og Per. I over otte timer sejlede de med kraftig vind lige imod, 12-15 meter i sekundet. Bølgerne var meterhøje, og de måtte gå for motor.

»Vi ville ikke være taget af sted, hvis ikke det havde været for FTLF og deres grundige planlægning,« siger Denis.


Loch Ness-uhyret ligger på søens bred og har en frisk lilla farve.

»Det gav os en form for tryghed. Vi har sejlet meget i Østersøen, men aldrig over Nordsøen. Turen var ret hård, og adrenalinet pumpede i kroppen. Vores AIS (Automatic Identification System, red.), fortalte, at der var en anden båd foran os, som vi af og til kunne se.

På et tidspunkt fungerede fremgearet ikke. Vi var 100 sømil fra land, og jeg var parat til at vende om. Men vores gast Per, der er en rutineret sejler, fik det til at virke. På et tidspunkt – det indrømmer jeg – var jeg lidt bange. Da vi nåede den skotske kyst og gik i havn, var det dejligt at blive modtaget af en båd fra Svendborg med stor imødekommenhed. Det har været en meget stor oplevelse for os at være med.«

Denis Terrida flyttede til Danmark fra Italien for 35 år siden. Han er oprindelig uddannet kok, men blev relativ hurtig selvstændig. Hans virksomhed DMT Group A/S, importerer bl.a. italiensk durummel til danske brødfabrikker.

Fritiden er altid gået med at passe hus og have. Først i 2006 startede han og Marianne med at sejle. En gammel drøm om sejlerlivet førte parret til bådmessen i Fredericia, hvor de købte en Bavaria 44 Vision uden overhovedet at kunne sejle og uden at kende noget til både. Da sælgeren spurgte, hvad han fandt vigtigst på sin nye båd, svarede den tidligere kok: »En opvaskemaskine.«

Kyndige sejlervenner

Sælgeren mistede mælet for en stund, og herefter valgte Denis at have en af sine kyndige sejlervenner ved sin side. Siden fik parret og deres to sønner sejlerinstruktion. De lærte søfartsregler og tog VHF certifikat samt Yachtskipper 3. Planen var også Yachtskipper 1, men det blev for krævende, hvis arbejdet også skulle passes. Siden sejlede Marianne og Denis meget for at få sejlererfaring.

»Når man er ude på det store hav, er man virkelig alene. Det giver adrenalin i kroppen. Turen har betydet, at alle mine forestillinger om det store hav ikke holdt stik. Turen var nemmere, end jeg troede. På en nattevagt, tænkte jeg, »Hvad fa’en laver jeg her.

Når jeg kommer hjem, sælger jeg båden. Nu er jeg kommet til Skotland, og alt er anderledes. Nu vil jeg sejle endnu mere.« For Marianne og jeg har det været en slags genfødsel at sejle sammen. Vi har forskellige interesser, men i sejlerlivet har vi fået noget nyt til fælles.«


Gennem Caledonian Canal passerer bådene 29 sluser med en forskel i vandspejet på 32 meter.

Selv er jeg så heldig at være gast på båden »Mirna«, en Elan 40 hos Mona og Christen Koch. Christen blev placeret på en tredjeplads ved VM i en kapsejlads i en OK jolle i 1964. Uanset om vi sejler i sluser eller på åbent hav, går der stadig kapsejlads i Christen. Han skær et lille hjørne hist og pist, og hvis han får »ædt« et par af de forangående både, er hans altid gode humør endnu bedre.

På sejlturen over Nordsøen flækkede forsejlet. Det måtte repareres i Oban før hjemturen. På en anden båd brækkede to sallingshorn, og sejlet flækkede helt. En tredje båd fik ødelagt sit vindror. Tre både udgik på grund af dårligt vejr.

Resten af sejlbådene trodsede vind og bølger lige fra en hårdfør lille 29-fods Nordisk Snekke fra Ebeltoft til større både i 40-fods-klassen. Godt nok måtte adskillige døje med svær søsyge, men den rolige sejlads på den smukke Caledonian Canal har siden skubbet de ubehagelige timer bag i erindringen.

Midt på Loch Ness dukker den tusindårige ruin Urquhart Castle frem som en smuk silhuet mod eftermiddagslyset. Vi beslutter at ligge for anker sammen med en del andre både og sejler ind i gummibåden for at kigge på ruinen. Midt om natten lettede første båd anker, fordi netop ankeret i den meget dybe sø ikke holdt. Vores egen båd var i løbet af natten rykket over 100 meter.

Mod sydvest ved Fort William, hvor Caledonian Canal ender, slutter slusesejladsen på spektakulær vis i Neptuns Staircase – Neptuns trappe – som er syv slusekamre lige i rap. Aftalen var, at bådene her skulle hejse signal- og gæsteflag og med pomp og pragt over et par timer for at blive sænket de mange meter ned til niveau med havet udenfor. Mellem højeste og laveste vandstand på kanalen er der 32 meters forskel.

Sidste slusekammer

Igennem slusen kommer man ud til allersidste slusekammer inden havet og tidevandet. Her ligger Corpach – en flække – som adspreder sin gæster med en brugs og et ubemandet trinbræt 20 meter fra bådene. Til gengæld er toget, som hver dag klokken 10.18 kører fra byen Fort William lige på den anden side af bugten og op til havnebyen Mallaig, interessant.

Det er selveste lokomotivet fra Harry Potter-filmene, bygget 1936, der med prust, fløjten, røg og damp og mange gamle togvogne passerer langsomt forbi.

Nu er vi kommet gennem slusen Corpach og sejler på åbent vand med kurs mod sidste fælles samlingssted i Oban Marina. Her oplevede vi to solfyldte sommeraftener med fælles grill på plænen ved havnekontoret. Vi deltog i skotsk-gælisk Ceilidh (udtales ’Kay-lay’) med skotske danse og spillemænd.

Tiden var inde til opbrud, men alligevel aftalte 10-12 både at sejle videre ud i Isle of Mull med den idylliske havneby Tobermory, hvor de små og smalle huse rundt langs bugten er farvestrålende som Bassetts lakridskonfekt.

Læs også:
Havets fartdjævel indtager Danmark
Ekstremsejlere jager sponsor-millioner
Superkokke skifter til superyachter

borsen statistik bnt
Kategorier
Sejlads
Se også
Golf-paradis for de kræsne på Cypern
Hurtigste danskbyggede båd nogensinde
Ny sjovere og federe surfsport
Fakta
Børsen Weekend
 

Find artikler:

Find artikler
 

Seneste artikler


 
 
 
 

Seneste