FriEn topbane på Martha’s Vineyard har snart 10 års erfaring med at klare sig uden sprøjtegift og kunstgødning. Chefgreenkeeperen betegnes som førende inden for miljørigtig drift.
Hvem skulle have troet det?
Amerikanske golfspillere – og publikummet med – er opdraget til blændende grønne, plyssede golfbaner, der tilmed gør sig godt på tv-apparatets farveskærm. Augusta National, hjemsted for majorturneringen US Masters, er forbilledet. Men det er selvsamme USA, som nu viser vej til en anden form for grøn. Det vil sige baner, der er fri for sprøjtegift og kunstgødning.
Vi forsøger at nå frem til, at golfspillerne ikke mærker nogen forskel fra andre topbaner
Den relativt nye formand for det amerikanske golfforbund Jim Tyler udpeger en beskyttelse af miljøet som det vigtigste felt overhovedet at sætte ind på.

Den bugtende bane er anlagt i en større skovrydning
Og USA fører også an med en golfbane, som efterhånden i et lille tiår har været økologisk. Ja, den har aldrig været andet. Der er tale om The Vineyard Golf Clubs bane, der ligger på ferieøen Martha’s Vineyard sydøst for Boston. Det er en hedebane af høj kvalitet, som er designet af de britiske verdensklassearkitekter Donald Steel og Tom Mackenzie.
Læs også:
Tiger Woods - Kongens fald
Test: Drivers til de kræsne
I golfhimlen på Bahamas
The Vineyard Golf Club kan tjene som inspiration til baner herhjemme, som ønsker at blive mere miljørigtige. Et bredt flertal i Folketinget har bebudet en lov om obligatorisk aftrapning af forbruget af kunstige sprøjtemidler. Det er i den retning, det går. Danmark har foreløbig en enkelt økologisk bane, den privatejede ni-hullers bane Møllekilde Golf fra 2007, der ligger nær Hundested i Nordsjælland.
The Vineyard Golf Club er en eksklusiv privat klub, der var gennem en turbulent proces for at få de lokale myndigheders godkendelse. Martha’s Vineyard, som er på størrelse med Møn, værner nidkært om naturen og har eksempelvis afvist McDonald’s med de neonoplyste gyldne buer, der opfattes som skæmmende i landskabet.
De økologiske principper for anlæg og vedligeholdelse af banen var således argumentet, der kunne overbevise politikerne.
Det er en hedebane af høj kvalitet, som er designet af de britiske verdensklassearkitekter Donald Steel og Tom Mackenzie
Desuden måtte klubben love at stille en tredjedel af pladserne til rådighed for medlemmer, som er fastboende på øen. Resten betaler et indskud på – hold nu fast! – 350.000 dollar (over 1,9 millioner kroner). Plus et årligt kontingent på 12.000 dollar (66.000 kroner).
The Vineyard Golf Club ligger tæt på Martha’s Vineyards midte og – meget bekvemt – nær øens lufthavn. Den bugtende bane er anlagt i en større skovrydning, der er foretaget yderst effektivt, for golfarkitekten Donald Steel er ikke begejstret for kombinationen golf og træer.
Så meget desto bedre, oplyser banens chefgreenkeeper Jeff Carlson, for tilstedeværelsen af træer ville besværliggøre bestræbelserne på at skabe en økologisk bane med optimal spilbarhed.
Jeff Carlson, som tager imod iført sporty solbriller og kasket, har været chefgreenkeeper i hele forløbet – fra før indvielsen i 2002 og frem til nu. Han betegnes som førende i USA, måske i verden, fordi han har opbygget en solid knowhow inden for drift af en økologisk golfbane. Carlsson siger, at masser af sollys, god luftcirkulation og vand i afmålte mængder er selve udgangspunktet, når man skal klare sig uden sprøjtegift og kunstgødning.
“Der er meget sund fornuft i vores praksis. Det gælder om at fremme, at græsset bliver hårdført. Det forsøger vi så at understøtte med vores pleje,” fortæller Jeff Carlson under en rundtur på banen.
Han dræber ukrudt, den største udfordring, med kogende vand. Han bruger økologiske bekæmpelsesmidler, som spredes om natten, hvor fordampningen er mindst. Han fjerner mos med biologisk opvaskemiddel. Han anvender biostimulanser og kompost. Han afprøver hele tiden nye metoder og midler.
Problemet kan være at få tilladelse til at spille, hvis man ikke ligefrem er Barack Obama
“Vi forsøger at nå frem til, at golfspillerne ikke mærker nogen forskel fra andre topbaner, når de er ude på en runde. Jeg troede ikke, at det ville gå så godt,” siger Jeff Carlson.
The Vineyard Golf Club har generøse fairways, og på næsten alle huller kan man rulle bolden op på green. Men vinden er altid en modstander. Det samme gælder de afgrundsdybe bunkers.
Banen er meget anbefalelsesværdig, men problemet kan være at få tilladelse til at spille, hvis man ikke ligefrem er Barack Obama. Han har gæstet denne og to andre baner på Martha’s Vineyard hver sommer, siden han blev præsident. Udenforstående kan kun opleve de økologiske herligheder, hvis de er inviteret af et medlem.
Læs også:
Den gyldne fornemmelse på greenen
Genial løsning for alt for travle golfspillere
Bygerne på golfbanen kan bare komme an!












