FriEn lang sørejse kombineret med et arbejdsliv i Danmark var i mange år Per Bergmanns drøm. Sammen med sin svoger realiserede han drømmen med en sejlads over tre år, der bl.a. førte dem til dyrelivet på Galapagos, i kølvandet på Thor Heyerdahl og til eksotiske Vanuatu i Stillehavet.

En sejlbåd er idéel hvis man vil opleve kulturer, som endnu ikke er ødelagt af den turisme, som hersker overalt i verden 

En sommerdag i 2008 stævnede de to tandlæger og svogre Per Bergmann og Sten Beckett ud fra Humlebæk havn på en sejltur planlagt til at vare tre år.

Turen gik først til De Canariske Øer og videre via Madeira til Kap Verde for at følge passaten vestpå til Caribien og videre igennem Panama-kanalen ud i Stillehavet via Galapagos, Fransk Polynesien for at slutte i Australien. Turen skulle foregå med afbrydelser, fordi idéen var, at de skulle sejle tre måneder og så løbende vende hjem til Danmark for at passe arbejdet.

På Galapagos var dyrene så tamme, at de kom helt tæt på turisterne. Søløver bemægtigede sig endog Kon-Tikis gummibåd, og var ikke til at drive ud af den

“Inspirationen til sejlturen og denne form for tilværelse fik jeg for mange år siden på en sejltur i Caribien, hvor jeg mødte en amerikansk læge. Han havde stykket sit liv sammen på samme måde med skiftevis sejlture og arbejde. For mig kunne det også være en måde at stykke mit liv sammen,” siger Per Bergmann.

Efter turen, der var vellykket, har han dog erkendt, at det er en meget stressende måde at arrangere sig på i livet.

“Vi startede i 2005 med at købe en ældre Phantom 42, som gennem de følgende tre år gennemgik en total renovering. Det skulle gøre den i stand til at bringe sig selv og besætning sikkert og problemløst frem. Først og fremmest ville vi nyde livet og ikke bruge tid på reparationer. Udover en gennemgribende istandsættelse monterede vi også en stærk og driftsikker selvstyrer, fordi ingen af os havde lyst til at stå til rors alle de planlagte 18.000 sømil, som båden skulle gennemsejle."

"Vi slap for myoser og ondt i nakken, vi havde altid en frisk besætning, og i stedet for at styre kunne vi på nattevagter læse eller hygge os med guitarspil. Den æstetiske finish brugte vi ikke tid på. Båden skulle være som en Volvo: Sejle godt og være driftsikker.”

Læs også:
Dansk flotille mod Skotlands kyster
Flot til søs uden egen båd
Danmarks første yachtgarage

For Per Bergmann deler oplevelserne sig i naturoplevelser og menneskeoplevelser. For ham var et af højdepunktet Galapagos med øernes enestående dyreliv. Konstant entrerede et par sæler deres gummibåd og tog nogle gevaldige hvil, uden de kunne drives væk.

Sejlermæssigt kan man ikke bare lige sejle til Galapagos. Man skal have tilladelse. Per Bergmann var tidligt ude og kontaktede Ecuadors konsulat for at få den nødvendige sejltilladelse. Det lykkedes ikke, men de tog alligevel chancen og sejlede til Galapagos, hvor lokale agenter og andre langturssejlere hjalp dem.

Og så var det videre ud i Stillehavet.

“I Stillehavet sejlede vi i Thor Heyerdahls og Kon-Tikis kølvand. Thor Heyerdahl havde forsøgt at finde den jordiske lykke på Stillehavsøen Fatuhiva ved at leve i pagt med naturen på naturen præmisser og forsage al vestlig civilisation. I praksis endte hans ekspedition som en fiasko. Lykke er ikke noget, man kan rejse ud og opsøge. Lykken finder man inde i sig selv uafhængig af, hvor du befinder dig på jorden."

Jeg havde flere gange samme fornemmelse, som opdagelsesrejsende for århundreder må have haft, når de første gang ankom til et nyt land på jorden 

"Jeg oplevede Fatuhiva som jordens smukkeste sted. Her kan man overleve uden problemer. For os var problemet dog, at vi kom dertil uden en sejltilladelse. Men som dansker har vi ofte den mening, at myndigheder er til at tale med. Vi blev da også med det samme kontaktet af den lokale gendarm, der med dyb bekymring så på os, da han opdagede, at vi ikke havde papirerne i orden. Vi hældte en masse vand ud af ørerne om, hvor smuk hans ø var, og hvor vigtig vores tur var. Det endte med, at han så mildere på vores problem – vel at mærke hvis vi kunne skaffe ham 17 meter tovværk, så han kunne få tøjret sine køer.”

På øen ledte Per Bergmann og besætning efter Kongernes Dal, omtalt i Thor Heyerdahls bog. Men de fandt ikke stedet og kontaktede de indfødte og blev dybt forbavset over, at ingen hverken kunne genkende navnet Kon-Tiki, Thor Heyerdal eller ekspeditionen. Thor Heyerdahl er totalt ukendt på Fatuhiva og er ikke en del af de lokales historie.

Anderledes er det på øen Hiva Oa, hvor Thor Heyerdahl afsluttede sit liv. Her hæger man over hans minde, selv om han var grumme upopulær, mens han boede der.

“I Polynesien sejlede vi rundt til Cook Islands, Tahiti, Tonga, Fiji, Marquesa og Tuamotu-atollerne og besøgte blandt andet den lille atol Rairoa, hvor Thor Heyerdahl grundstødte med sin tømmerflåde. Vi besøgte øgruppen Vanuatu og Ny Kaledonien for efter planen at slutte turen i Brisbane i Australien. Her tog vi båden på land, og den blev sat som dækslast på et skib og sejlet hjem til Danmark.”

Vanuatu er et selvstændigt ørige, som i mange år tilhørte både Frankrig og England. Det er eneste sted i verden, som samtidig har haft to kolonisatorer. Det gav befolkningen store problemer, bl.a. da bilerne kom i begyndelsen af 1900-tallet. I hvilken side af vejen skulle bilerne køre? De løste spørgsmålet ganske pragmatisk, idet ejeren af førstkommende nyregistrerede bil fra en bestemt dato skulle bestemme i hvilken side af vejen, man skulle køre. Ejeren var en fransk pastor, og han valgte højre side.

Der tales en række forskellige sprog på Vanuatu. Derfor er der valgt et fælles sprog, bislami, en slags pidgin-engelsk som lydskrift. Det ses tydeligt på vejskiltenes stavemåde.

På øen Vanuatu oplevede Per Bergmann, hvordan de indfødte bor i flettede palmehytter, sejler i udhulede træstammer og ikke har elektricitet. De lever fuldstændig i kontakt med naturen.

“Her er man i en del af verden, hvor udviklingen er gået fuldstændig forbi,” siger Per Bergmann og fortsætter:

“Stedet er så specielt, at man siger, at den typiske familiestruktur her er far, mor og deres tre børn samt den antropolog, som for øjeblikket bor hos dem.

Det slog os, at der kommer så få turister. Vi er selv en lige så stor attraktion for dem, som de er for os. Den slags oplevelser får man kun ved at sejle ud til fjerne egne. En sejlbåd er idéel. Hvis man vil frem til områder, som er fuldstændig utilgængelige for landbaserede turister. Her åbenbarer sig kulturer, som endnu ikke er ødelagt af den turisme, som hersker overalt i verden.

Jeg befandt mig i en verden på en smuk ø og havde flere gange samme fornemmelse, som opdagelsesrejsende for århundreder må have haft, når de første gang ankom til et nyt land på jorden.”

Læs også:
Kvindelige landkrabber overtog roret
Glade amatører på stort hav-eventyr
Hurtigste danskbyggede båd nogensinde