GourmetKom med på optur i restaurant Atmosphere. Den ligger på 122. etage i verdens højeste bygning, 422 meter over sandet.
Man skulle tro, at det var let at finde vej til restaurant Athmosphere, da den ligger i det 822 meter høje Burj Khalifa, Dubais – og verdens – højeste bygning. Men jeg for vild efter at have fulgt motorvejsafkørslen mod Khalifa, hvis skiltning endte i det gigantiske indkøbspalads ved siden af. Det er nemlig ad den vej, de fleste kommer til tårnet via en særlig sightseeing-elevator med indgang fra indkøbscentret.
Der er tale om en udadlelig kvalitet, om råvarer af højeste kvalitet og en lignende tilberedning
Men jeg skulle ind ad hovedindgangen og måtte således ud på endnu en køretur til tårnets parkeringskælder, som må være verdens reneste. Man ville nærmest kunne leve med en picnic i den køligt ventilerede kælder, på det uplettede musegrå betongulv, hvis altså der lige blev rullet et silketæppe ud.
Burj Khalifa i Dubai er med sine 822 meter verdens højeste bygning.
Men bordet venter jo oppe i atmosfæren, så jeg spadserer udenfor for at nyde synet op ad tårnet. Her træder jeg til side for at give passage til en nydelig klædt person, som er ved at støve det marmorbeklædte murværk af. Ja, man går rutinemæssigt rundt og støver af – udendørs.
Læs også:
Fire fremragende københavner-barer
Her finder du en ægte luksus-sandwich
Grillbar til Københavns natteravne
Den stålgrå, blanke bygning er smuk, stilren på en måde, der leder tankerne i retning af vores hjemlige Operahus. Helt rene linjer, som virker fjernt fra det verdensberømte Burj al Arab, den sejllignende hvide bygning – på 321 meter – som er blevet Dubais vartegn.
En bygning, nogen beskriver som en overpyntet bryllupskage i flere lag og farver. Følger man den allegori, så ligner Burj Khalifa et Summerbird-marcipanbrød, altså i en meget, meget lang udgave.
Inde i lobbyen er der kun et enkelt menneske i sigte, han sidder ved sikkerhedskontrollen, i et rum domineret af blankpudset stål og skinnende marmor.
Jeg oplyser navn og ærinde, det kontrolleres og så er der adgang til elevatoren. Jeg trykker på knap »123«, og dørene lukker, men elevatoren bevæger sig ikke. De læderbetrukne vægge minder om det indre i en ny Rolls Royce Ghost, registrerer jeg, før det begynder at trykke for ørerne. For selv om der ingen lyd eller rystelser er, så skyder elevatoren til vejrs i en rasende fart, som i løbet af sekunder bringer mig 422 meter i vejret.
Pling! Døren går op, og jeg træder ud i et lokale, hvis ydre vægge er af glas, ud til det tomme rum her oppe i en halv kilometers højde. Det føles, som var man en fugl. Ved en skranke står to varmt smilende, smukke kvinder iklædt elegante sorte uniformer. De byder velkommen, og en af dem viser ned ad en kort trappe.
Det føles, som var man en fugl
Der ligger restaurant Atmosphere og ligner noget, man kunne møde i London eller på Manhattan. En klassisk indrettet restaurant med mørkebrunt, korthåret gulvtæppe. Ydervæggene er af glas, de indre vægge samt loftet er beklædt med poleret, mørkt træ. De stramt designede læderstole er polstrede, dugene hvide og bestikket af sølv, undtagen steakknivene, som er de franske Perceval med benskæfte.
Et interiør der nærmest råber »kostbart!«, men som ikke angler efter opmærksomhed, det er blot en diskret, elegant staffage. Man er her nemlig primært for udsigten, som langt nede består af bl.a. den 306 meter høje bygning – kaldet The Address – som jeg besøgte i fjor og fejlagtigt antog for Burj Khalifa. Eller Burj Dubai, som byggeprojektet dengang hed.
Jeg var dengang imponeret over højden, men indser nu, at det jo blot er en dværgagtig struktur, og lader blikket vandre videre rundt. Over højhusene nær centrum, ud over den ubebyggede ørken og tilbage til havnen med dens langtidsresiderende gæst, krydstogtsskibet Queen Elisabeth 2.
Det er ved frokosttide, og lyset over Dubai er skærende hvidt, som kastet fra en gigantisk halogenprojektør. Men vinduerne er naturligvis dækket med en beskyttende film, så det føles ikke ubehageligt. Intet føles ubehageligt heroppe, jeg mærker, hvordan følelsen af lykke pibler ud i hele kroppen som en berusende drik. Som en superchampagne.
Jeg mærker, hvordan følelsen af lykke pibler ud i hele kroppen som en berusende drik
Tjeneren er høflig grænsende til det servile, men med en varme og nærhed, som var han en fjern, men god og hengiven bekendt gennem mange år. Det er måske det bedste ved at besøge restauranter i denne kaliber, nemlig at blive mødt af den slags mennesker, som mestrer værts- og tjenergerningen til perfektion.
Med antydningen af et let buk afleverer han et langstilket champagneglas, perlende fyldt med Billecart Salmon rosé champagne. Et nip heraf forstærker førnævnte lykkefølelse, og jeg går ud for at vaske hænder, så jeg kan give mig i kast med det nybagte brød, som straks blev sat på bordet.
Derude distraheres jeg lidt af den velklædte person, som er posteret ved plexiglashåndvasken for at polere den efter hver eneste brug, så den ligesom de øvrige omgivelser er perfekt rengjort.
Ganske ligesom restauranten er indrettet klassisk, så er menukortet det også. Her er meget få moderne fiksfakserier, stilen er fransk, og udvalget kan tilfredsstille de fleste. Jeg kan ikke lade være med at le, da jeg ser, man kan bestille økologisk kylling (268 kr.), og fisk fanget med bæredygtige metoder. Begge »freshly flown in« ligesom grøntsagerne fra Provence.
Tjeneren er høflig grænsende til det servile, men med en varme og nærhed, som var han en fjern, men god og hengiven bekendt gennem mange år
Jo, det er da tanken som tæller, men selve idéen om Dubai, opførelsen af dette 828 meter høje, nedkølede tårn – og bevidstheden om, at pengene kommer fra salg af olie – tilfører den økologiske valgmulighed et surrealistisk præg.
Men for pokker hvor er den god, den økologiske gårdkylling, som serveres på en brandvarm, skinnende poleret tallerken. Jeg har ikke fået den bedre hos hverken Paul Bocuse i Frankrig eller Thomas Keller i USA. Det er ganske enkelt spitzenklasse, med knassprødt skind og dryppende saftigt indre. Udskæringerne er bryst og lår, stegt separat så tilberedningsgraden er lige perfekt i begge tilfælde.
Højgastronomi: Økologisk gårdkylling med knassprødt skind og koncentreret sauce.
Fuglens rene smag understreges af en skefuld stærkt nedkogt, collagenlignende hønsefond, og de dybe smage akkompagneres af små, søde, flåede tomater og græskarpuré.
Eftersom jeg har været dydig ved at bestille såvel økologisk kylling som bæredygtigt fanget fisk, synes jeg, det er i orden at skeje lettere hedonistisk ud med en portion foie gras. Igen er der tale om en udadlelig kvalitet, om råvarer af højeste kvalitet og en lignende tilberedning.
Jeg følte mig forpligtet til at berige tjeneren med denne min indsigt, hvilket så ud til at forskrække ham. Snart efter vendte han tilbage fra de fjerne køkkenregioner og forklarede, at jo – det var skam bearnaise. Okay, så var det imidlertid en estragonfri bearnaise med tomat.
For pokker hvor er den god, den økologiske gårdkylling, som serveres på en brandvarm, skinnende poleret tallerken
Fred med det, ingen grund til at diskutere religion her. Så hellere bruge kræfterne på at vælge et par gode desserter. En perfekt chokolademousse på Gianduja chokolade med guldflager samt en vaniljeis med de smukkeste bær, man kan forestille sig.
En etage nede kigger vi ind i baren og konstaterer, at udsigten her er lige så fin som oppe i restauranten. Baren er altså et godt udsigtsbud, hvis man ikke er så heldig at få bord i restauranten, som for mig var en virkelig optur.
»But of course, there’s always the coming down,« er et mindeværdigt Whinnie the Pooh- – eller Peter Plys – citat, fra en ballonfærd. Og det kommer jeg ikke ud over, med mindre da at jeg køber en lejlighed i tårnet. Og det kunne jo nemt komme til at virke pralagtigt. Så jeg trykker på »0«-knappen og falder mod jorden som en mursten, men lander blødt.
Et smukt minde rigere.
Læs også:
Risskovvilla med knivskarp gastronomi
Skummel madbodega - I en kælder sort som kul
Kendiskok begaver og begejstrer på Kgs. Nytorv
