GourmetFor at kunne stemme på en restaurant til listen over verdens bedste, skal man have spist på den inden for de seneste 18 måneder.
LÆS OGSÅ: Om den fantastiske restaurant 11 Madison og det klassiske New York.
Sådan lyder reglerne, og derfor brugte jeg meget tid på at udvælge de restauranter, jeg ville spise på, under mit besøg i New York.
Maden er tilberedt med stor akkuratesse, og smagskombinationerne overrasker
Det ville være oplagt at spise på restaurant Per Se, hvor Thomas Kellers køkken gang på gang høster michelinstjerner i trioform, ligesom han gør sig i højderne på 50 Best-listen. Men jeg har spist der flere gange og vil egentlig gerne opleve de nye strømninger, så Per Se blev streget af listen, selv om jeg til enhver tid vil anbefale stedet.
Det er nemlig en fantastisk restaurant, som fortjener hver og en af sine stjerner, og så har den tilmed en fantastisk udsigt over Central Park.
Jeg kunne også have lyst at stemme på restaurant Daniel, hvis klassiske franske køkken er så knivskarpt, at det får Paul Bocuses trestjernede i Lyon til at fremstå en smule kluntet.
Læs også: Til gallamiddag i statsfængslet
Men selv om det er skønne restauranter, var de dog ikke i mit søgelys denne gang, hvor opmærksomheden rettedes mod restauranterne Romera, WD50 og Momofuku.
David Chang er en af tidens førende avantgardegastronomer, med en række yderst succesfulde restauranter i sin portefølje.
Fællesnævneren er en afslappet, men yderst trendy stemning på de små spisesteder, der ligger på forskellige adresser uden meget skiltning. Da jeg mødte op på Momofuku Ko og bad om at få anvist mit bord, gik det op for mig, at reservationen var på Momofuku Ssam. Jeg spurgte tjeneren, om hun ville være venlig at ringe til søsterrestauranten og meddele, at jeg blev lidt forsinket.
En fantastisk portion skinke fra de amerikanske sydstater var på højde med det bedste fra Italien
Men det lod sig ikke gøre, for de har ingen telefon på Momofuku Ssam! Det siger lidt om stedets popularitet, og David Changs ry for at være helt sin egen herre.
Læs også: Vild med verdens dyreste krydderi
Momofuku Ssam er nummer 40 på Worlds 50 Best-listen, hvilket er et fald på 14 pladser i forhold til året før. Og som alle andre restauranter på listen, så bestormes Momofuku Ssam af gæster.
Men til forskel fra de andre berømte restauranter, så kan man faktisk gå ind fra gaden og få plads her – hvis der altså er plads.
Mens jeg spiser fem retter, er der adskillige, som kommer, spiser en ret og så forlader stedet igen. Det er tydeligt, at gæsterne i mange tilfælde bare lige skal prøve stedet, og de virker ikke voldsomt optaget af maden.
Samlet bedømmelse |
||
| Mad |
Drikkevarer |
|
Betjening |
Indretning |
|
Grisen spiller en fremtrædende rolle i dette køkken, hvor mange af retterne serveres svøbt i kålblade, deraf navnet Ssam, som betyder noget i retning af “svøbt”. Jeg fik en fantastisk portion skinke, bestående af fem forskellige kogte skinker fra Sydstaterne, som smagsmæssigt var på højde med det bedste, Italien kan præstere i genren, fra en delikat kogt version til nogle mere spegeskinkelignende typer.
Der er meget godt at sige om maden, men hvordan Momofuku Ssam er endt på 50 Best-listen, er mig lidt af en gåde
Som tilbehør var der en aïoli smagt til med nescafe, hvilket smagte forbløffende godt sammen. Skinken – og fedtets – naturlige sødme blev nemlig sat lækkert i kontrast til kaffens stærke smag.
Læs også: Ind i Whiskykraftens nervecenter
Det helt store nummer er Bo Ssam, som er en koreansk ret (Changs familie stammer fra Korea), der i David Changs version laves med svinekød, østers, ris, salat og rejer. Populær er også de pikante svinekødspølser med sticky rice, stegte rosenkål med kørvel vinaigrette.
Der er meget godt at sige om maden, men hvordan Momofuku Ssam er endt på 50 Best-listen, er mig lidt af en gåde.
Legesyge Wylie
Restaurant WD50 ligger på Clinton Street 50 og er opkaldt efter ejeren Wylie Dufresne.
Restauranten er nummer 45 på Worlds 50 Best-listen, men det gør ikke stemningen højtidelig. Tværtimod er der lagt op til, at folk skal hygge sig, i den kunstfærdigt, men beskedent indrettede restaurant.
Det ligner en falafel, men er i virkeligheden foie gras
Betjeningen er afslappet men yderst kompetent og ambitiøs. Maden er herlig, sprælsk og uforudsigelig med masser af mindelser om stilen på El Bulli i de tidlige år.
For eksempel er det, som ligner en bagel, slet ikke dej men is. Og det, der ligner et pitabrød med falafel, er i virkeligheden en foie gras-servering.
Og det pocherede æg som serveres i sin skal, kan man spise i en mundfuld. For selv om det ligner en æggeskal, så er det en spiselig, sprød substans.
Samlet bedømmelse |
||
Mad |
Drikkevarer |
|
| Betjening |
Indretning |
|
Og selv om retten med kammusling ser ud til at være helt sig selv, så er det i virkeligheden en papirtynd skive kammusling, der er rullet helt tæt omkring en fars lavet på en anden slags musling. Der var en stærkt krydret karrysauce til, og derfor blev retten ikke parret med vin, men med en fremragende øl.
Bartenderen er yderst ambitiøs, såvel hvad angår øl som spiritus, og man finder snesevis af det trendy mexicanske kaktusdestillat agave på kortet.
Maden er herlig, sprælsk og uforudsigelig med masser af mindelser om stilen på El Bulli i de tidlige år
WD50 kan klart anbefales til de nysgerrige, som vil udfordres på tallerkenen og holder af at spise i et festligt miljø, der læner sig mere i retning af en festlig bar end en stiv gourmetrestaurant.
Et af de mest overraskende måltider, jeg længe har oplevet, blev serveret på restaurant Romera.
Køkkenet byder nemlig på en helt særegen stil, udtænkt af neuro-kirurgen Miguel Sanchez Romera, som i 1996 åbnede en restaurant i Barcelona. Han drev den side om side med sit lægejob, og efter to år opnåede han en michelinstjerne.
| Samlet bedømmelse |
||
| Mad |
Drikkevarer |
|
| Betjening |
Indretning |
|
Romera blev i fjor hentet til New York af en hotelmagnat, som angiveligt har investeret fem mio. dollar på at indrette restaurant Romera på sit eksklusive hotel Dream.
Romera bruger sin professionelle viden til at udtænke nogle smagssammensætninger, der stimulerer hjernen og mætter mere gennem intellektuelle virkninger end ved at fylde maven. Til gengæld tømmer den pungen, for Romera er en af New Yorks dyreste restauranter, hvor menuen – og der er kun én – koster 245 dollar. Dette var i hvert fald tilfældet, da jeg besøgte restauranten, om end der siden hen er tilføjet en billigere version.
Det er en meget smuk restaurant, holdt i lyse farver og med god plads mellem bordene, og jeg tror aldrig, jeg har set smukkere mad, end den som serveres her.
Detaljeringsgraden er utrolig, men doktor Romera er jo også vant til at operere på hjerner, så for ham er det nok en smal sag at anrette 50 forskellige slags plante- og grøntsagspulver i hver deres lille firkant på Versace-tallerkenen.
Læs også: Danske top-kokke: Først tager vi Manhattan
Jeg nipper til et lille glas vand, infuseret med hvidløg og tomat. Imponerende, at han kan få alle smagsstofferne flyttet fra den faste form til væske, ligesom i det næste glas, der smager af vanille og grøn peber.
Disse væsker er et af Romeras store numre, og han anbefaler dem frem for vin til maden, da vin efter hans mening forstyrrer smagsoplevelsen. Men der serveres dog vin, og de fleste i restauranten vælger da også vin, konstaterer jeg.
Maden er tilberedt med stor akkuratesse, og smagskombinationerne overrasker. Han parrer for eksempel kokos, ingefær, trøffel på vellykket vis. Men det mest imponerende er måske retternes visuelle udtryk.
Noget af de smukkeste mad, Weekends anmelder har set. Her 50 forskellige plante- og grøntsagpulver i hver deres lille firkant
For eksempel den lille pakke hvis ydre lag er en papirtynd daikonradise, pakket om blomsterblade i mange farver, med kokoscreme, tun og hamachi inderst.
Det er fristende at kalde restaurant Romera for et sansebombardement, men ved nærmere eftertanke passer billedet af en snigskytte bedre.
En lukullisk mesterskytte, som affyrer den ene overraskende fuldtræffer efter den anden, i et stilfærdigt, nærmest sterilt, moderigtigt univers hvor man føler sig kaldet til at sidde fuldt oprejst og bestræber sig på ikke at smaske.
Læs også:
Gå-i-byen gourmet der holder hele vejen
Iværksætter bag ny dansk akvavit i særklasse
