Rejser“Capri”. Jeg står og smager på navnet under indsejlingen til den sagnomspundne ø, og det har på sin vis en snert af den rigdom og ekstravagance, som øen forbindes med.

På den italienske ø Capri boltrer de rige og kendte sig, men øen er bestemt også værd at besøge for almindelige turister 

Lige her på Marina Grande er der dog ikke så meget glamour over det, for vores katamaranfærge ankommer som en del af den mindre armada af udflugtsbåde, der dagligt anløber øen.

Turistinvasionen foregår hele sommerhalvåret, og i højsæsonen mellem juli og september ankommer 5-6000 besøgende dagligt – heraf langt hovedparten endages-turister.

De lokale fiskerbåde har deres eget lille område langs Marina Grande

De lokale fiskerbåde ligger tæt på udflugtsbådenes anløbssted, hvorimod området med de store yachter ligger lidt derfra. Man kan jo ikke have, at jetsettet sådan skal mænge sig med pøbelen, når de arriverer til øen.

Marina Grande er det nederste og mindst interessante af de tre niveauer, som de fleste oplever Capri i. Fra havnen kører vi da også straks opad og væk i busser så små, at en voksen mand dårligt kan sidde ned.

Læs også:
Opstigning til de italienske tvillingebyer
Pilgrimsfærd til Bjergets Indre
Luksus-tidslomme midt i Atlanterhavet

Heldigvis er turen ganske kort, inden vi stiger ud i Anacapri, der er den højestbeliggende af øens to små byer. Den anden by hedder blot Capri, og Anacapri betyder da også ganske passende “over Capri”.

Selv om Anacapri ligger på øens øverste niveau, kan man komme endnu højere op. Fra det centrale torv Piazza Vittoria går en oldtudsegammel stolelift op til bjergtoppen Monte Salero, der med sine 589 meter er øens højeste punkt. Enmands-stoleliften stammer helt tilbage fra 1952, og det er et mindre under, at den stadig fungerer.

Turen med den aldrende stolelift går gennem frodige grønne områder

Trods det antikverede materiel føler man sig dog ikke utryg under den 12 minutter lange opfart.

Jeg vælger da også at koncentrere mig om den smukke udsigt, stilheden og det rige planteliv, hvoraf man kan dufte flere af gevæksterne helt op i stoleliften. Det grønne tæppe under mig brydes jævnligt af store gule puder med den allestedsnærværende guldregn.

Fra liften kan man også være heldig at se en af de få tilbageværende vilde geder på øen. Capre betyder geder på italiensk, og det var den store mængde af disse firbenede væsener, der i sin tid gav Capri sit navn.

Turistinvasionen foregår hele sommerhalvåret, og i højsæsonen mellem juli og september ankommer 5-6000 besøgende dagligt 

Udsigten på vejen op er dog ingenting mod den, der åbenbarer sig på toppen. Her er der første parket til stejle forrevne klippesider, det azurblå hav med speedbådenes hvide kølvandsstriber samt Capri by. I horisonten troner også Faraglioni-øerne, som er flere store klippeskær, der med tiden er blevet Capris vartegn. Et forrygende vue.

Klippeskærene ved navn Faraglioni-øerne er Capris vartegn

Stilheden er overvældende, og den afbrydes kun af lejlighedsvise skræp fra måger og de andre søfugle, der kredser rundt. Samtidig er vi så højt oppe, at skyer indimellem driver ind og indhyller os i en kølig tåge.

Tilbage i Anacapri er det tid til en lille visit i Villa San Michele. Villaen blev i sin tid bygget af den svenske læge Axel Munthe, og den er siden blevet overtaget af den svenske stat, som i dag driver den som et museum.

Den store hvide villa er et dejligt fredfyldt helle på den travle ø, og jeg nyder i ro og fred at spadsere rundt mellem de mange farverige blomster, mens jeg nyder Munthes store kunstsamling. Også her er der en fremragende udsigt – denne gang over den modsatte side af øen.

Axel Munthes store kunstsamling kan betragtes i Villa San Michele

Dernæst er det tid til endnu en tur i minibusserne, der i den grad lever op til deres navn. Næste stop på dagens rundtur er Capri by, hvor øens ry som jetsettets mødested bliver tydeligt for enhver. I byens centrum ligger stribevis af eksklusive modebutikker, som man ellers skal til Milano eller Rom for at finde, og udvalget af mærkevarer er overvældende. På piazzettaen – byens centrale torv – sætter kendte, semikendte og nysgerrige hinanden stævne på caféerne, hvor en espresso koster en mindre formue. Her gælder det om at se og blive set.

De snævre gader i centrum bliver hurtigt fyldt til bristepunktet i dagtimerne, og derfor er det herligt, at man kan fortsætte udad til flere skønne haver og udsigtspunkter. Selv betaler jeg en euro for at blive lukket ind i Giardini di Augusto – Augustus’ have, og de penge er givet godt ud.

I haven hersker en velsignet stilhed blandt de sirligt anrettede blomster, og udsigten til Faraglioni-øerne er næsten lige så flot som fra Monte Salero. Jo, Capri er i høj grad de smukke udsigters ø.

Udsigten fra toppen af Monte Salero er fortryllende smuk

På tilbagevejen beundrer jeg de kvinder, der orker at stæse fra butik til butik for at iagttage modeverdenens seneste luner. Selv gør jeg et nok så godt køb i form af et par kugler herlig hjemmelavet is – ingen laver gelato som italienerne – som indtages på en stille bænk.

Her falder jeg i snak med en af de lokale, der med et træt blik i øjnene betragter de mange forbipasserende. Han betror mig, at langt de fleste af øens godt 13.000 faste indbyggere naturligvis er glade for turisterne og de mange penge, som de lægger. Men omvendt vil han ikke skjule, at hovedparten også drager et lettelsens suk ved 18-tiden, når den sidste færge med endagesturister forlader øen.

Læs også:
Topklasse i over 3000 meters højde
Reservat for USAs rigeste
Byen der emmer af musik og god øl