RejserDen sydthailandske ø er mere kendt for masseturisme end overdådig luksus. Men rundt omkring i området gemmer der sig en perlerække af poolvillaer og mondæne resorts, som nu kan nås med en ny direkte flyforbindelse København-Phuket.
Phuket kan efterhånden måle sig med verdens øvrige luksusdestinationer
Jeg sidder på bagsædet af en skinnende ny Mercedes-limousine. De hvide lædersæder udsender en dejlig duft, og luften er kølig, i kontrast til den fugtige varme udenfor.
For enden af mine strakte ben er tæerne krumme over synet gennem de tonede ruder ud på Patong by. En klaustrofobisk, trang badeby, hvor et virvar af butikker ligger tæt i en kaotisk skilteskov med tekster som “Scruffy Murphys” og “Coyote Margharita Bar”.

En strand på Phuket uden Patongs mylder af mennesker. Phuket har meget mere luksus at byde på, end man umiddelbart forventer på det overrendte turiststed
Gadebilledet er præget af vestlige mænd med bar overkrop, og hele miljøet ser ud som sidst, jeg var her for 12 år siden. Det er netop grunden til, at jeg ikke har været tilbage siden, men da Thai Airways inviterede på en luksusopdagelsesrejse, slog jeg alligevel til.
Patong er en skærende kontrast til, hvad jeg har oplevet de sidste par dage i fredelige, smukke, luksuriøst æstetiske omgivelser på Wanakarn Resort. Det ligger en halv times kørsel fra Phuket lufthavn, hvor jeg blev hentet af den sorte Mercedes og budt velkommen med en isafkølet vaskeklud og et glas iskold frugtsaft.
Wanakarn er er hyperambitiøst hvad luksus og komfort angår
Én ting har Wanakarn og Patong dog til fælles, det er stranden. Men hvor Patong Beach dagligt bestormes af turisthorder og omvandrende sælgere, der er Wanakarn Beach privat og beliggende i et øde område. Og vil man slet ikke ned på stranden, så kan man bare sole sig ved sin private poolvilla. Det er et koncept, som er vokset frem i løbet af de seneste godt fem år, og omfatter små eksklusive enheder i femstjernet kvalitet.
Wanakarn er et af de nyeste skud på den stamme, og stedet er hyperambitiøst, hvad luksus og komfort angår. For eksempel er der norsk Voss kildevand ad libitum (værten er nordmand!) overalt på området, ligesom der serveres gratis Veuve Clicquot champagne til morgenmaden.
Læs også:
Karmakonto til Thailands andet jeg
BoomTown med fabelagtig beliggenhed
Her er verdens fem fedeste lufthavne
Villaerne er på 165 kvadratmeter og udført i traditionel thailandsk stil, hvor mørkt træ er et bærende element. Fra badeværelsets jacuzzi er der udsigt gennem glasvæggen til villaens pool, men der er også en stor fælles pøl. Den ligger midt på området, som er præget af velplejet græs og byder på de sædvanlige faciliteter som tennisbane med træner, motionscenter, massage og spa.
Der er skarpe, unge kræfter i restaurantens køkken, hvor kokken Ratchaneeporn Dapachutisan står for en stil, som mindede mig lidt om det, man får på restaurant Nahm i Bangkok – en af landets skarpeste.

Mad på stranden med blå himmel og bølgebrus. Der er langt til en mørk dansk vinter i Thailand
Med sådan en restaurant og et barområde, hvor to forskellige bands optræder på skift, så er målet fuldt. Man behøver egentlig ikke bevæge sig andetsteds hen.
Ikke engang ind til den velrenommerede skrædder Tailor Tom i Patong, for han kommer gerne og besøger sine kunder på hotellet.
Men jeg tog nu ind til ham alligevel, på vej til det berømte Amanpuri resort. Det er opført i en kokosplantage, så der er masser af palmer på ejendommen, der går ned til en privat strand. Hotellet blev bygget i 1988, før masseturismen begyndte, og længe inden nogen forbandt Phuket med overdådig luksus.

Andara Resort med havudsigt fra poolvillaerne
Således kan man med rette kalde Amanpuri for startskuddet til den udvikling, som har fundet sted, og hotellet har i øvrigt udviklet sig til Aman Resorts gruppen, med 25 ejendomme rundt omkring i verden.
I dag er Amanpuri dog overgået af andre, hvad rummelighed og håndgribelig luksus angår. Blandt de nye spillere på banen er Andara Resort, som ligger ved den fredelige strandby Kathu. Dog ikke lige på stranden, men resortet har en privat strand, få minutter borte. Havudsigten kan man nyde fra såvel poolvillaerne som lejlighederne. Komforten og pladsforholdene er overvældende, ligesom graden af luksus er høj, på det naturligvis ekstremt velholdte resort.
Meget rengøring
Det er i øvrigt et gennemgående træk i den femstjernede klasse på Phuket, graden af renholdelse er ekstrem høj, og skidt i hjørnerne eller fedtfingre på vinduerne er nærmest utænkeligt.
Phuket kan efterhånden måle sig med verdens øvrige luksusdestinationer som eksempelvis Maldiverne, Mauritius og St. Barth, men prisniveauet i Thailand er lavere. Lønniveauet er rekordlavt, og i magasinet Economists prissammenligning The Big Mac Index kan man se, at kun Indien og Hong Kong har lavere priser end Thailand.

Indretningen er luksuriøs på Andara Resort, der er et af de nye luksusresorts på Phuket
Ikke, at jeg vil opfordre nogen til at spise en Big Mac og da slet ikke i det skønne madland Thailand, selv om fælburgeren kun koster ti kroner.
Læg til de billige priser, at infrastrukturen på Phuket er glimrende. Såvel når det gælder lokale forhold, som selve det at rejse til destinationen, da der netop er etableret en direkte forbindelse København-Phuket.
På hjemvejen skal man dog over Bangkok, men turen er kort, og flyskiftet går let som en leg. Især når man flyver med Thai, som tager begrebet service meget alvorligt, modsat visse skandinaviske flyselskaber.
Læs også:
Vietnams eksotiske markeder
Kronprinsesse Marys favoritstrand
Middelhavets sidste hemmelighed












