RejserSichuan-provinsen midt i Kina gemmer på to ukendte juveler i nord. Et stykke Tibet plantet i overjordisk natur, som godt nok er kendt af kineserne, men ikke af vesterlændinge.

Sichuan formidler på en helt enestående måde Kinas mangfoldige kulturelle og landskabelige palet 

Smaragd, jade, elfenben, sennep, okker, blodrød.

Alle yderpunkterne i farveskalaerne er samlet i et fluorescerende orgie af farver så uvirkelige, at det kunne ligne en manipulerende omgang photoshop, men det er konkret virkelighed her i Jiuzhaigou i det nordlige Sichuan en klar dag med solskin og en himmel uden en partikel af støv eller em. Et kinesisk stykke landskab, som trodser al forestilling om, hvordan ægte natur kan se ud.

Men også dagen forinden, hvor det gjaldt et besøg i Huanglong – et par hundrede kilometer mod sydøst, var naturen og landskabet ud over det sædvanlige. Her var det ikke de mangefarvede søer som i Jiuzhaigou, her var det opsamlet vand i de hængende vanilje-farvede pools med kulører i bassinerne lige så vanvittige som i førstnævnte lokalitet. Men med den forskel, at der her i Huanglong hele tiden var udsigt til truende isbræer fra de stejle bjerge og i horisonten tibetanske klostre, som klatrede op ad bjergkammen.

Det ligger snublende nært at kalde det nordøstlige Sichuan for Shangri La. Drømmerisk natur og meget, meget fremmedartet

Velkommen til et par stykker kinesisk natur, som ekstremt få vesterlændinge nogensinde har vidst eksisterede. Havde de gjort det, var fraværet af deres besøg ikke et faktum. Det tilsiger al erfaring og alle markedsmekanismer.

Guderne må så vide, hvorfor det forholder sig sådan. Denne artikel er en af uhyre få, som overhovedet har beskrevet de nævnte områder i vesterlandske medier. O.k., det kræver lidt indsats at nå hertil – og det kræver sandt for dyden også noget tålmodighed at være her – i hvert fald i de to vanvittigt travle måneder i oktober og november, som er højsæsonen, fordi efterårsløvet her bidrager til områdernes i forvejen storslåede natur. Her kan man tale om at være i selskab med talrige andre!

Læs også:
Beijing for begyndere
I luksustog gennem syv tidszoner
Sydende Saigon

Sichuan-provinsen i det hele taget er ikke lige den del af Kina, som de fleste lægger vejen forbi under en Kina-rejse. Dels fordi vi er langt væk fra de mest besøgte byer i kystområdet, dels fordi relativt få kender til de spændende attraktioner, som er her.

Dem er der ellers nok af. Mest kendt er nok storbyen og provinshovedstaden Chengdu med sine talrige traditionelle tehuse, et muntert folkeliv og masser af restauranter, som serverer de krydrede egnsretter, som Sichuan er så berømmet for.

Sichuan-provinsen  er normalt ikke lige den del af Kina, som de fleste lægger vejen forbi under en Kina-rejse 

.Dernæst er reservatet Wolong med sin store bestand af pandaer samt verdens største Buddha-figur i Leshan – begge steder ikke langt fra Chengdu – de mest besøgte af provinsens seværdigheder.

Én bestemt, om end tragisk begivenhed, gjorde imidlertid for en stund Sichuan kendt i verden: Det katastrofale jordskælv i 2008, som krævede flere end 70.000 ofre. De materielle omkostninger var enorme, og der arbejdes stadig på at genetablere infrastruktur, boliger og andre vigtige ting nær ved skælvets epicenter.

Sichuan formidler på en helt enestående måde Kinas mangfoldige kulturelle og landskabelige palet. Grænsende op til det buddhistiske Tibet i vest, det etnisk spraglede Yunnan i syd og det mere traditionelle han-Kina mod øst og nord, ligger Sichuan omtrent i midten af Riget i midten.

Såvel inde i Jiuzhaigou Nationalparken som udenfor findes masser af charmerende tibetanske landsbyer, hvor livet leves nogenlunde intakt på trods af det store antal gæster i nationalparken

Den tibetanske indflydelse møder vi med et forbløffende stærkt islæt i den nordlige del af provinsen. Om det er en tilfældighed eller ej, at mange af de tibetanske folkeslag lever netop her, så har landskabet stærke lighedstegn med Tibet. Høje snedækkede tinder, som rager flere kilometer i vejret, barske levevilkår i højderne, streng kulde om vinteren og ikke mindst et helt ubegribeligt smukt, ja nærmest overjordisk landskab.

Unesco har føjet både Jiuzhaigou og Huanglong på listen over verdens naturarv. Jiuzhaigou Nationalpark er forbløffende ukendt blandt ikke-kinesere, men afgjort ikke blandt rigets egen befolkning. 2,5 millioner gæster besøger alene denne park hvert år. Huanglong er langt mindre besøgt, måske fordi vi her taler om en enkelt, relativ kort dal – men hvilken en!

Jiuzhaigou ligger omtrent 400 kilometer nord for Chengdu i en Y-formet dal i ca. 2500 meters højde, hver af cirka 25 kilometers længde. Navnet betyder de “ni landsbyers dal”. Helt indtil 1975, da det kinesiske styre gradvist fik øjnene op for dalens unikke skønhed, var området totalt isoleret fra omverdenen. Men de tibetanske folkeslag havde boet her i århundreder og levede af afgrøder og husdyr.

Det ene vandfald efter det andet byder sig til i Jiuzhaigou. Ledsaget af de pragtfulde syn er kinesernes højlydte henrykkelser, når de stopper op og beundrer dem

Syv af de oprindeligt ni landsbyer er stadig beboede, overvejende af tibetanere, som stadig holder den tibetanske tro og kultur intakt. Men til forskel fra før lever de fleste i dag i stort omfang af turismen, som genererer masser af penge.

Det er tidlig morgen, kulden bider endnu i kinderne, men der er så småt ved at komme liv i den lille flække Shuzheng, som ligger inde i selve nationalparken. En ældre vejrbidt kvinde er i gang med at feje nedfaldne blade bort foran sit hus. Hun bærer fyldige uldvævede og veldekorerede klæder på overkroppen, omkring livet og benene. Hendes fodtøj er svulmende snabellignende støvler, frembragt af fåreuld.

En tyk tåge ligger stadig over landsbyen og det vældige bjerg, som rejser sig bag landsbyen. Som minutterne går, hæver tågen sig, og solen brænder gradvist igennem. Jeg har bevidst valgt dette tidlige tidspunkt på dagen som en af de absolut første og få gæster. Erfaringen fra dagen før fortæller mig, at det gælder om at være tidligt på stikkerne her i oktober, før horder af kinesiske turister strømmer ind.

En drømmerisk ro og fred hersker endnu. Et kig ned over dalen løfter sindet til eufori: Søen lige nær ved er blot en ud af mange her i nationalparken. Med sine nuancer over farverne blå og grøn kaster den noget uvirkeligt af sig.

Det nordlige Sichuan grænser op til Tibet, og kulturen og arkitekturen bærer tydeligt præg af det

Allerede ved ni-tiden er freden forbi. Shuttlebusser med evige masser af turister kører i en uendelig strøm. Stopper op, læsser af, fylder nye på – og videre til næste stoppested et par kilometer længere fremme.

Kinesere i store grupper deler ikke vesterlændinges smag for, at naturen også har en auditiv dimension, som faktisk kan nydes. Der skal synges og gjaldes, og når der kommunikeres indbyrdes i gruppen, så foregår det i regulære råb. Området er tillige et yndet mål for brudepar, som i hobetal lader sig forevige af et hele hold af fotografer.

Morlil med sin obligatoriske bedekrans af rosentræsperler. En uundværlig genstand for en tibetaner

Tre dage i Jiuzhaigou flyver af sted. Jeg foretager to hele dages udforskning af de mange kilometer stier. Opnår mindst to vabler på hver tå. Ondt i kadaveret med tung oppakning af kameraer og vandflasker. Men nyder hvert eneste minut. Det være sig ad små afstikkere væk fra de mest befolkede stier eller endnu længere væk ind mod nogle af de tibetanske landsbyer, hvor meget få af de kinesiske turister kommer til, og hvor jeg budt på et krus te af en munk.

Hen mod aften søger jeg tilbage mod de to “hovedveje” i parken, hvor shuttle-busserne samler gæsterne op. Endnu en dag er gået i stor kinesisk natur.

Læs også:
Japan – et frisk pust
Vietnams eksotiske markeder
Sviptur til Sydvests tre giganter