RejserØrkenstøvet kilder i næsen og blandes med lugten af frisk kamellort. En gumpetung amerikansk udseende kvinde suser forbi og stikker i et høj hvin, da hun har mistet kontrollen over sin dromedar. Et piskeslag og et råb lyder bag mig, og jeg er tæt på at blive kørt ned af en hestevogn.

Petra er to gange blevet ødelagt af store jordskælv, og tanken om hvor storslået oldtidsbyen havde været, hvis ikke det var sket, giver en klump i halsen 

Men hverken lugt, latter eller livsfare har min fulde opmærksomhed lige nu. For den 1,2 km lange gåtur gennem den store kløft har fuldstændig fjernet mig fra nutiden og taget mig flere tusinde år tilbage i tiden. Jeg befinder mig i bjerglandskabet ved oldtidsbyen Petra, i hvad der virker som den i øjeblikket fredeligste stat i Mellemøsten – Jordan.

Forud for mit møde med Petra ligger en to timer lang køretur fra havne- og feriebyen Aqaba, gennem ørkenen og op i de golde ørkenbjerge. I mit stille sind undrer jeg mig over, hvorfor folk for over 2000 år siden valgte at bygge deres hovedby lige netop her. For med det brok, der kommer fra vores taxis motor, på turen op og ned i det kuperede terræn, tør jeg knap tænke på, hvad oldtidens æsler sagde til det.

 

Faktisk er den lange tur gennem den store slugt fascinerende i sig selv. Kløften – lokalt kendt som “the siq” – er imponerende som et naturskabt fænomen, og de visse steder 100 meter høje klippevægge prydes af indhuggede monumenter og kunstværker fra oldtiden. Og når ikke gungrende hestehove hamrer mod væggene, er her en behagelig stilhed.

Læs også:
Mellem stormagter og en hær af aber
Kendis-luksus mellem reggae og rasta
Lotte Freddie er hooked på Berlin

Efter 20 minutters gang tilbage i tiden splittes den store kløft pludselig, og gennem klippesprækken kan jeg ane det imponerende og meget velbevarede indgangsparti til skatkammeret Al Khazneh, der er hovedmonumentet i den fantastiske oldtidsby. Og den forventning, der opbygges, mens jeg bevægede sig frem gennem den visse steder blot 3-4 meter brede kløft, viser sig at være utilstrækkelig.

Skatkammeret i klippeåbningen er et syn, der sender min kæbe direkte i ørkenstøvet. Og jeg havde endda en idé om, hvad der ville vente mig. Det havde den schweiziske opdagelsesrejsende Johann Ludwig Burckhardt ikke, da han i 1812 forklædt som beduin endelig fandt den sagsomspundne by, der i århundreder havde været holdt skjult af de lokale.

Man kan snildt bruge en hel dag i Petra med at gå fra den ene imponerende bygning til den næste

Efter at have glanet længe på skatkammeret, begiver jeg mig videre og kan konstatere, at det ene spektakulære monument afløser det andet.

Det meste af Petra er bygget af nabateerne, et nomadefolk, der omkring starten af vor tidsregning kontrollerede de vigtige bjergpas og karavaneveje i området og tjente styrtende med penge. Penge, der tilsyneladende blev brugt til at finansiere, hvad, der dengang må have virket som ganske uoverskuelige bygningsprojekter, men som nu står som et symbol på styrken hos oldtidens civilisationer.

Den lange tur gennem den store slugt er fascinerende i sig selv

Efter nabateerne overtog romerne kontrollen med Petra, og det kan man tydeligt se, når man når længere ned gennem den smalle dal, som udgør byen. Bl. a. på et enormt amfiteater med plads til over 7000 tilskuere og resterne af store søjler langs Petras “hovedgade”.

Efter at have glanet længe på skatkammeret, begiver jeg mig videre og kan konstatere, at det ene spektakulære monument afløser det andet 

Petra er to gange blevet ødelagt af store jordskælv, og tanken om hvor storslået oldtidsbyen havde været, hvis ikke det var sket, giver en klump i halsen. Overalt omkring mig er små rester af mure, trapper, krukker, mosaikker og helt glathakkede vægge, der velsagtens kun giver et glimt af den storhed, stedet engang havde.

Lokale beduiner forsøger i Petra, som alle andre steder i Jordan, at sælge deres skrammel

Som ventet kan jeg ikke gå rundt i Petra helt i fred. Lokale beduiner forsøger her, som alle andre steder i Jordan, at sælge deres skrammel, og jeg må pænt takke nej til ca. 40 henvendelser om at se resten af oldtidsbyen fra ryggen af et æsel eller en kamel.

“Mine ben er unge og stærke,” forklarer jeg med fagter. Men har man penge på lommen, kan det faktisk godt være en god idé at tage noget af turen rundt i Petra på æselryg, hvis man vil undgå ømme lægmuskler den følgende dag.

Romerne har også været i Petra, hvilket bl. a. kan ses på de flotte mosaikker

Jeg bruger lidt under fem timer i Petra, men kunne snildt have brugt mere end det, hvis tiden og benkræfterne havde været der. Glad er jeg dog for, at jeg når at tage turen op til det højeste sted i Petra – “Den høje ofringsplads”, hvorfra der er udsigt ud over de fleste gravsteder, monumenter og det flotte klippelandskab.

Selv på en overskyet dag er udsigten betagende. Så jeg sætter mig med min lille madpakke – lokal hummus – på toppen og drømmer mig tilbage til nabateernes tid.

Skulle et lyn slå ned, ville “den høje ofringsplads” faktisk ikke være et helt skidt sted at dø.

Læs også:
Fransk elegance i kreolske Caribien
Amerikansk service i rød/hvide farver
Rigmands-marina midt i revolutionen